torsdag den 1. februar 2018

Forvent ikke at en kæreste kan gøre dig lykkelig!



Kærlighed handler mere om at give, end at tage imod.

Din lykke er dit eget ansvar, ikke andres. Hvis du har store udfordringer i dit liv, så løs dem først og gå så ud og led efter kærligheden bagefter.

Husk: Du ønsker kærlighed, ikke medlidenhed.

Jeg ser af og til opslag på de sociale medier, med indhold i retning af: ”Hvis jeg bare havde en kæreste, der kunne trøste mig, når…”

Når jeg ser den slags opslag på f.eks. facebook, synes jeg at det er trist for afsenderen, men jeg bliver også lidt irriteret. Jeg ser for mig en stakkels, ensom og ulykkelig person, der bare venter på at ”nogen” skal komme og frelse ham fra ulykken. Det er ikke sådan man får en kæreste. Der er absolut ikke noget attraktivt over personer der sætter sig selv i offerrollen.

Hvis du virkelig vil have en kæreste, så start med at finde din egen lykke. Ryd op i dine problemer, få glæden tilbage i livet. Når du har styr på ”dit eget shit,” – så er du klar til at gå ud og gribe kærligheden!

lørdag den 20. januar 2018

Hvorfor er det så svært at finde den rigtige...?


Hvis du bruger for meget tid på dating, som altid ender med de forkerte personligheder eller starter i nogle forhold der alligevel ikke holder, - så er det måske fordi du ikke har gjort dit forarbejde godt nok.

I dag vil jeg dele en lille bid af forordet fra min bog Find dig selv og find en kæreste, hvor jeg beskriver hvad jeg mener med forarbejde:


Det første afsnit handler om dig, hvem du er og hvad du ønsker dig af livet. Det er nemlig min erfaring, at du skal kende dig selv og dine ønsker, for at vide hvilken mand du leder efter. Mange der springer denne del over, ender med at møde rigtig mange mænd, der alligevel ikke passer til dem.


Hvis du skal ud og købe en bil, bruger du jo også lang tid på at finde ud af hvad dit behov er. Det hjælper jo ikke noget at komme hjem med en fiks lille sportsvogn, hvis dit reelle behov er en firhjulstrække der også kan trække din campingvogn.


Det er egentlig lidt tankevækkende at vi ofte bruger mere tid på at afdække vores behov, når vi investerer i materielle ting, mens vi nogle gange vælger manden i vores liv, meget mere tilfældigt.



Prøv at forestille dig, at du skulle købe et hus. Du ville måske starte med at finde ud af hvor stort huset skulle være, hvor mange værelser der er brug for, om der skal være mere end et badeværelse. Du har sikkert også nogle krav til husets alder, tilstand og beliggenhed. Måske leder du efter en bestemt arkitektur og du har nok også besluttet hvor meget have du ønsker. Hertil kommer prisen og dine betalingsmuligheder.


Når du har gjort dig klart hvilket hus du ønsker, besøger du formodentlig flere ejendomsmæglere og tager måske ud og kigger på forskellige huse. Når du så endelig har fundet det hus du ønsker, tager du måske en håndværker med ud og gennemgår huset, eller du vælger måske at få lavet en tilstandsrapport. Først når du er helt sikker på, at dette er det rette hus for dig, er du klar til at købe det.


Hvornår har du sidst været lige så grundig, med forarbejdet, når du skulle vælge en mand? Nej, vel. Men hvorfor egentlig ikke? Den mand du måske skal dele resten af dit liv med, er vel en mindst lige så vigtig investering, som et huskøb.



Hvad med dig? Ved du egentlig hvad det er for en kæreste du leder efter?

God fornøjelse derude 😍






lørdag den 13. januar 2018

Så tro da pokker... Det der netdating kan være svært!!!



Før jul, læste jeg en artikel fra Alt for damerne, der beskrev at ifølge DANMARKS STATISTIK er hver fjerde person, der netdater, allerede i et forhold. HVER FJERDE! Det er altså mange.
Artiklen har især fokus på den utroskab og de svigt der følger med.

Det er da også en ret sørgelig situation for mange forhold. Jeg kan bare ikke lade være med også, at tænke på, hvad denne statistik betyder for dig som er single og netdater for at finde en kæreste...

Det betyder faktisk, at statistisk set, vil hver 4. person, du bliver præsenteret for via netdating allerede er optaget.

Tænk dig om derude, og lad være med at spilde din tid på de forkerte 😍

Læs også Ved du hvem du dater?



torsdag den 4. januar 2018

Spilder du tiden på at være ulykkelig forelsket?


Går du rundt med følelsen af at du allerede har fundet den eneste ene, men kærligheden ikke er gengældt? Måske er du stadig forelsket i din ex, men din ex er ikke længere interesseret i dig?

Ligegyldigt hvad, så er du godt i gang med at spilde din tid. Kærlighed er en følelse, som man ikke kan pådutte andre. Du kan håbe på at den anden, en dag får de samme følelser for dig, men du kan hverken ændre det eller forandre det.

Lad os slå fast med det samme, at det selvfølgelig er vigtigt, at personen kender til dine følelser. Altså, han/hun skal vide at du eksisterer og er interesseret og han/hun skal have givet udtryk for at følelserne ikke er gengældte.
Hvis personen ikke kender til dine følelser, har du jo ikke givet vedkommende en reel chance for, at finde ud af om følelserne er gengældte.

Så hvad gør man så, hvis kærligheden virkelig ikke er gengældt?
Tja, der er faktisk kun 2 muligheder; du kan enten blive ved med at være ulykkelig, eller du kan komme videre.

At gå rundt og vente på, at en anden person skal ændre sine følelser for dig, er virkelig spild af tid. Man vinder ingens kærlighed, ved at være deprimeret eller omklamrende!

Og hvis du har hele dit fokus rettet mod en person, som du alligevel ikke kan vinde, så ser du slet ikke alle de andre spændende muligheder der er derude. Andre potentielle kærester får ganske enkelt ikke en chance hos dig.

Samtidig er det vigtigt, at du plejer dig selv og "blomstrer." Jo bedre du får det med dig selv, jo mere attraktiv bliver du, både for nye bejlere og måske også for din oprindelige kærlighed.

Så kast dig ud i det! Lev livet, få nye venner, find nye interesser, plej dig selv og lad dit potentiale blomstre!

Godt nytår.





torsdag den 23. november 2017

Find en kæreste og få en bedre økonomi... eller...?

Jeg læste for nylig en artikel på TV2s hjemmeside, med overskriften "Singler tjener mindre end folk i fast forhold"
Artiklen handlede b.la. om at singler får mindre i løn og har sværere ved at finde job, end folk i fast parforhold. Og det er ikke bare hovedløs journalistik, men derimod oplysninger der stammer fra forskning og statistik!
Det viser sig, at især single mænd tjener væsentlig mindre end deres jævnaldrende, der er i faste parforhold.

Så er spørgsmålet jo, om det er lettere at få en høj løn, hvis man er i et fast forhold, - eller er det lettere at finde en  kæreste, hvis man tjener godt?
Det sidste kan der måske være noget om, når der er tale om mænd. Det er min påstand, at det i de fleste danske parforhold stadig er sådan, at det er manden der har hustandens højeste indkomst. Det kan selvfølgelig skyldes, at der stadig ikke er ligeløn i Danmark, men det kan altså også skyldes at kvinder stadig helst finder en partner med højere indtægt end kvinden selv.

Et andet udsagn er, at det muligvis er de samme ting der gør en person attraktiv både på arbejdsmarkedet og på kærestemarkedet. Det er jo en interessant teori, som jeg tænker vi senere skal dykke mere ned i.

Nå ja, som afslutning nævnes det også i artiklen, at bankerne også ser mere velvilligt på folk i faste parforhold, end de ser på singler.

Umiddelbart kan det se ud som om at det er lettere at få et godt job hvis man finder en kæreste, - eller det er lettere at finde en kæreste hvis man har et godt job... Ja hvem kom først, hønen eller ægget?



torsdag den 16. november 2017

Er du klar til at forpligte dig?


Er du klar til at forpligte dig?


Eller vil du stadig hellere shoppe lidt rundt?

Jeg skriver dette indslag, med tanke på de mange der TROR, at de er klar til at få en fast kæreste, men ikke helt har gennemtænkt hvilke forpligtelser der følger med.

Desværre er det ikke altid nok at være smaskforelsket i hinanden, for at få et parforhold til at fungere. Der følger nogle opgaver med.

Når man har fundet den person, som man vil dele sin hverdag med, vil der efter en periode, opstå situationer hvor man skal tilpasse sig hinanden. Det er her et begyndende parforhold skal stå sin prøve. Det er nu man skal finde ud af, om man kan leve op sine egne og til hinandens forventninger. Man skal finde ud af om de forventninger man hver især har til fremtiden, overhovedet kan forenes.  Der skal måske både forhandles og indgås kompromisser og det er ikke altid man er enige.

Mit spørgsmål til dig er: Er du overhovedet klar til at investere det der kræves for at få et parforhold til at fungere? Eller synes du at det er for besværligt?

Tag det med i dine overvejelser, du leder efter din kommende kæreste.

Jeg vil dog tilføje, når man har fundet den rigtige person, så er de fleste lidt mere villige til kæmpe for at få det til at lykkes.

God fornøjelse derude J


søndag den 5. november 2017

Spild ikke dit liv på ulykkelig kærlighed


Mange mennesker har prøvet at forelske sig i en person, der ikke gengælder de varme følelser.
Det kan være at personen allerede er optaget, ikke er klar til at binde sig eller bare ikke føler den samme tiltrækning.

Desværre kan ulykkelig kærlighed, spærre vejen for at komme videre og finde den rigtige person at dele sit liv med.

Det er naturligvis i orden, at man forsøger at vinde sin udkårnes kærlighed, men når det bliver tydeligt, at vedkommende ikke ønsker et kæresteforhold, - så bør man trække sig.

Man bør trække sig fordi
  • Ugengældt kærlighed er ødelæggende for selvværdet
  • Ved at blive ved med at håbe, fokuserer man på denne ene person og er dermed blind for andre og måske bedre muligheder
  • Ved ugengældt kærlighed, ser man ofte denne ene person i et urealistisk romantisk skær og overser de mindre attraktive egenskaber. Det betyde at alle andre potentielle kærester, ikke vil kunne leve op til dette bilde man har skabt.
Det betyder faktisk, at al den tid man bruger på at håbe på, at blive  kæreste med den person man ikke kan få er spildt.
Den tid kunne have været brugt på at have det sjovt, leve sit liv og være åben for at finde den helt rigtige kæreste.